Historie

Brande skytteforening er med sine  mere end 140 år en af Brandes ældste foreninger.

Vi starter historien i 1950’erne, hvor Præstelundskolen blev bygget. Brande Skytteforening havde fået lov til at etablere en 15 m. bane i kælderen, hvilket var et stort fremskridt, idet man nu var i stand til at tilbyde skydning også om vinteren uanset vejret. Forholdene i en beskyttelseskælder var dog ikke ideelle, og derfor var det naturligt at søge om tilladelse til at benytte Brande Hallens kælder, da hallerne blev bygget.

Denne tilladelse blev givet af kommunen og formanden oplyste ved et bestyrelsesmøde i 1970, at man nu kunne opbygge en 15 m bane med ca. 7 skivetræk i kælderen.

I 1976 blev den første firmaskydning afholdt på 15 m banen under Brande Hallerne.

Denne skydning er senere blevet et stort tilløbsstykke med omkring 130 hold hvert år.

De udendørs 50 m baner på Nedergårdsvej i udkanten af Brande blev indviet lørdag den 24. maj 1986.

Ved generalforsamlingen i 1993 kunne formanden konstatere, at aktiviteten i Brande Skytteforening havde været særdeles høj. Skytterne skød sig i flere tilfælde helt til tops, og Brande Skytteforening fik en landsmester, en jyllandsmester og flere amtsmestre. Dette har tydeligvis forsat op gennem tiden !

Den mangeårige formand, Svend Åge Pedersen, takkede af i 2006, men er dog stadig en stor del af Brande Skytteforening. Svend Aages store viden om skytteforeningens liv er meget værdifuld for både nuværende og kommende bestyrelsesmedlemmer, skytter og andre med tilknytning til skytteforeningen. Fra 2006 til 2014 var Jens Ove Skjøth formand for skytteforeningen og ligeledes en person med stor viden om de mange aktiviteter i klubben. Jens Ove er stadig en aktiv del af bestyrelsen. Fra 2014 blev Allan Baunsgaard formand for Brande Skytteforening.

I løbet af 2015 er det planen, at klubben vil installerer elektroniske anlæg både indendørs og udendørs og dermed modernisere de nuværende faciliteter til glæde for klubbens egne skytter samt dem der kommer udefra og deltager i stævner, osv.